Pølsevogn i fabrikshallen
Medarbejdere på Hvidbjerg Vinduet fik serveret pølser, mens de hørte om mulighederne for undervisning i dansk og matematik.
På Hvidbjerg Vinduets afdeling i Nors var Thy-Mors HF & VUC i samarbejde med Netværkslokomotivet, Vejle værter ved et arrangement den 8. februar, hvor der var opstillet en pølsevogn i fabrikshallen, og hvor det egentlige formål var at orientere medarbejderne om muligheder for blive bedre til at læse og skrive.
Netværkslokomotivet havde to såkaldte "Learning angles" med fra HTH. De fortalte om, hvordan de havde overvundet de vanskeligheder, man har som ordblind, og begge er snart færdige med uddannelsen som maskinsnedker. Det var et pølsevognsarrangement, som det netop afholdte, der havde sat dem i gang med deres udvikling.
Der blev afviklet et lignende arrangement om formiddagen på afdelingen på Thyholm. Her var det VUC Holstebro, der medvirkede.
Begge afdelinger har aftalt, at medarbejderne skal testes i FVU (også kaldet forberedende voksenundervisning) i nærmeste fremtid, og herefter vil undervisningen tilrettelægges efter det behov, der vil vise sig.
