Økonomiske støttemuligheder
Mens du går på VUC, er der forskellige muligheder for økonomisk støtte. Du kan kun modtage støtte fra én ordning ad gangen.
SU (statens uddannelsesstøtte)
Du er SU-berettiget, hvis du er over 18 år, har mindst 23 timer om ugen og er studieaktiv.
Har du små børn, er kravet 17 timer om ugen, og derudover er der mulighed for at søge om et ekstra tillæg, hvis du er enlig forsørger.
Der er desuden nedsat timetal, hvis du er i færd med en gymnasial supplering.
Du kan få tilskud til dækning af deltagerbetaling til almen voksenuddannelse, hf-enkeltfagsundervisning og enkeltfagsstudentereksamen. Du søger om tilskud til dækning af deltagerbetaling i minSU.dk
Du kan højest få dækket 85% af det månedlige beløb. Hvis du f.eks. betaler 1.000 kr. om måneden for undervisning, kan du højest få 850 kr. om måneden i tilskud.
SVU (statens voksenuddannelsesstøtte)
Statens voksenuddannelsesstøtte gives til kortuddannede mellem 25 og 64 år. Du kan få støtte i op til 40 uger, og støtten kan søges af beskæftigede. Du skal have mindst 6 timer om ugen, og støtten kan udbetales til din arbejdsgiver, hvis din arbejdsgiver betaler dig løn, mens du deltager i undervisningen.
Statens voksenuddannelsesstøtte gives også til forberedende voksenundervisning (FVU), og her gælder lidt andre regler:
- du skal være mellem 20 og 64 år
- du skal have mindst 3 timer om ugen
- du må gerne være faglært
- du kan få SVU i 18 uger
Dagpenge
Er du ledig, kan du gå på VUC og bevare dine dagpenge. Du skal dog samtidig stå til rådighed for arbejdsmarkedet. På avu-niveau må du have alle de timer, du ønsker, og på hf må du have max. 18 timers undervisning om ugen. Bemærk: du behøver ikke at bruge din ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse som VUC-kursist.
Andre forhold
Er du f.eks. revalidend, kontanthjælpsmodtager, fleksjobvisiteret eller modtager sygedagpenge skal du tale med din sagsbehandler om mulighederne for deltagelse.
